På Struer Skolehjem anerkender vi børn og unge som selvstændige individer med egne rettigheder og behov. Vores børnesyn bygger på principperne i Barnets Lov, som lægger vægt på inddragelse, selvbestemmelse og respekt for barnets perspektiv. Vi tror på, at børn og unge skal have indflydelse på beslutninger, der vedrører deres liv og hverdag, og vi arbejder aktivt for at skabe rammer, hvor barnet bliver set, hørt og respekteret.
Praktisk anvendelse af medinddragelse:
-
Inddragelse i beslutninger: Børn og unge deltager i ugentlige husmøder, hvor de har mulighed for at komme med input til aktiviteter, samværsformer og andre daglige beslutninger. Ydermere afholdes der hver anden måned ungeråd mellem elevrepræsentanter og ledelse, hvor der samtales om, hvordan vi skaber en god hverdag for alle.
-
Selvbestemmelse: Vi udarbejder individuelle udviklingsplaner i samarbejde med barnet og den unge, så deres personlige mål og ønsker bliver tydeligt formuleret og arbejdet hen imod.
-
Respekt for barnets perspektiv: Gennem regelmæssige trivselssamtaler sikrer vi, at hvert barn føler sig set og hørt. Vi bruger også tryghedsplaner, som er udviklet sammen med barnet for at håndtere specifikke udfordringer og konflikter. Vi arbejder med individuelle risikoprofiler, hvor det enkelte barn inddrages i processen.
Eksempler fra hverdagen:
-
Daglige rutiner: Vi begynder dagen med morgenmad, hvor både børn og voksne deltager. Her samtaler vi om dagens rutiner og aktiviteter med henblik på at skabe en tryg og struktureret start på dagen.
-
Aktiviteter: Børnene deltager i planlægning af aktiviteter, såsom sport, kreative workshops og udflugter. Dette giver dem ejerskab over deres fritid og fremmer sociale relationer. Vi prioriterer også, at børnene deltager i eksterne aktiviteter i lokale fritidsklubber.
-
Mentalisering: Vi arbejder aktivt med mentalisering i hverdagen ved at hjælpe børnene med at forstå deres egne og andres følelser. Dette sker gennem rollespil, samtaleøvelser og refleksioner over konkrete situationer.
Denne tilgang sikrer, at vi konstant arbejder med at skabe et miljø, hvor børn og unge føler sig trygge, respekterede og inddragede, hvilket er kernen i vores børnesyn og i overensstemmelse med Barnets Lov.